Madordning
Ifølge Dagtilbudsloven skal der hvert andet år tages stilling til, om der skal være madordning i institutionen.
Det er forældrene til børnene i institutionen, der bestemmer, om der skal være madordning i institutionen eller ej. Valget beror på et simpelt flertal.
Hvis madordningen tilvælges, får børnene serveret mad i institutionen hver dag og skal ikke selv have madpakke med. Forældrene betaler et månedligt beløb til madordningen.
Hvis madordningen fravælges, skal børnene selv have madpakker med.
Madordningen i Børnehuset Langå
I Børnehuset Langå har vi madordning for alle børn. Vi tilbyder morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.
Vi har det økologiske spisemærke i guld. Det betyder, at vi bruger 90-100 % økologiske varer.
Morgenmaden består af havregrød, havregryn og cornflakes.
Formiddagsmaden er for børnehavens vedkommende hjemmebagte boller eller rugbrød med smørbart og grønt eller frugt. I vuggestuen varierer formiddagsmaden i forhold til børnenes alder, men den kan bestå af rugbrød, boller, frugt og grønt.
Til frokost veksler vi mellem varme retter og rugbrød med pålæg og tilbehør. Vuggestue- og børnehavebørnene får den samme mad til frokost.
Eftermiddagsmaden er som regel også det samme for vuggestue- og børnehavebørnene, men kan variere, hvis der er meget små børn i vuggestuen. Eftermiddagsmaden kan bestå af frugtgrød/frugtsuppe eller boller, rugbrød eller knækbrød, som der altid serveres frugt til.