
Om os
I Børnehuset Langå skaber vi en hverdag med ro, nærvær og plads til, at børnene kan være nysgerrige, lege og gå på opdagelse.
I Børnehuset Langå er nærvær og ro en vigtig del af hverdagen. Vi er et dagtilbud for børn fra 0-6 år, hvor vuggestue og børnehave har hver deres rammer, men samtidig er en del af det samme hus og arbejdsfællesskab.
En vigtig del af hverdagen er vores arbejde i små grupper. Det giver børnene bedre mulighed for at fordybe sig, deltage og blive set af de voksne. Vi følger børnenes initiativer og tilpasser aktiviteterne til den aktuelle børnegruppe.
Vi bruger både huset og området omkring os. Vi tager på ture til åen og i skoven, cykler på ladcykler, bruger skolens gymnastikhal, leger på legepladsen og bruger vores motorikrum. Vi besøger plejehjemmet en tirsdag om måneden, hvor vi laver gymnastik, leger sanglege og hygger sammen med beboerne.
Udelivet fylder meget hos os. Legepladsen er bygget ind i terrænet med huler, skråninger og udfordringer, og vi har både skovområder og en bålhytte, hvor børnene kan samles.
Vi arbejder blandt andet med Fri for Mobberi, og alle børn har deres egen bamseven. Vi har også temauger med fx cykling og natur, som vi tilpasser til børnenes interesser.
For os er et godt børneliv også et fælles ansvar. Vi lægger vægt på, at børn, forældre og medarbejdere oplever, at de hører til. Vi har et tæt samarbejde med forældrerådet, skolen og plejehjemmet, og vi er stolte af at være værter for det fællesskab, der opstår omkring Børnehuset Langå.
Kom og besøg os
Overvejer I, om Børnehuset Langå er noget for jer? I er velkomne til at besøge os.
Ring og lav en aftale, så vi kan sætte tid af til en snak og en rundvisning: 89 15 95 00



